#enmillionstemmer
Fortidens socialpolitik er et sort kapitel, og nutidens politikere er ved at gentage den.
Et narrativ skabt af politikerne fortæller en historie om, at mennesker med handicap koster vores land mange penge, og at det er på bekostning af andre. Det går ud over de svageste, og det er uværdigt.
Parallelt med dette narrativ laver kommunerne fejl i op mod halvdelen af afgørelserne på området.
Det betyder, at mennesker i alt for mange situationer ikke får hjælp eller må vente meget længe på den nødvendige hjælp. Konsekvenserne er enorme både økonomisk og menneskeligt, og det er på kanten af menneskerettighederne.
Disse vidnesbyrd fra mennesker med handicap og deres pårørende fortæller, at Danmark befinder sig i et nyt mørkt kapitel, hvor det handler om at overleve en kamp og ikke leve et liv.
Det er vores håb, at denne samling af vidnesbyrd kan bidrage til at give fremtidens politikere den nødvendige indsigt og vilje til at lære af deres forgængeres fejl.
Til ære for fortidens og nutidens ofre for umenneskelig og uetisk socialpolitik, må fremtidens politikere lære af deres forgængeres fejl.
På vegne af #enmillionstemmer
Monica Lylloff, Peter Schlæger, Sara Jensen, Margit Jonsson, Nina Reffstrup
Hvad er #enmillionstemmer?
#enmillionstemmer er en folkebevægelse, der arbejder for at sikre retssikkerhed for mennesker med funktionsnedsættelser og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet.
Bevægelsen startede i 2019 og samler mennesker på tværs af diagnoser, synlige og usynlige, pårørende og kommunegrænser.
Det er lige nu vilkårligt, hvilken hjælp man som menneske med funktionsnedsættelse/psykisk sårbarhed og pårørende kan få i landets kommuner. Det afhænger af, hvor i landet vi bor, og hvor ressourcestærke vi er, når vi skal argumentere for vores behov og ansøgninger. Forskellen på, hvordan landets kommuner forvalter området er stor. Det kæmper vi for at få sat en stopper for.
Hvis du ønsker at høre mere om vores arbejde, så er du velkommen til at kontakte os.
Det handler om mennesker
Har du hørt vores sang?
Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.